Stena averhoff + co. a/s køber aktiviteter i Smørum Papir
Stena averhoff+co. a/s – en del af Stena Metall A/S - har pr. den 1. september købt, papir og pap aktiviteterne i Smørum Papir Gruppen. Købet medfører at kundeportefølje og en stor del af virksomhedens medarbejdere, der arbejder med køb, indsamling og behandling af papir og pap, indlemmes i Stena Averhoff.
”Vi er meget glade for, at det er lykkedes at købe pap og papir aktiviteterne i Smørum Papir”, siger Adm. direktør Jan Hoffmann i Stena averhoff og fortsætter: ”For os betyder det en væsentlig forøgelse af tilgangen af pap og papir - især til vores afdeling i Brøndby. De medarbejdere, vi får med over, har stor erfaring med indkøb, behandling og genvinding af papir og pap og passer dermed godt ind i vores kerneforretning”.
Der følger 15 medarbejdere med i købet, hvoraf de fire arbejder i Jylland, og det vil de fortsætte med efter overtagelsen. Filialen på Lolland-Falster fortsætter, blot i Stena Averhoff regi. De øvrige aktiviteter flyttes fra Smørums filialer i Stor København til Stena Averhoffs centrale anlæg i Brøndby.
”Det er en glæde, at vi er blevet enige med Stena om køb af papirdivisionen. Vi sælger fordi vi fremover ønsker at koncentrere vor virksomhed om indsamling, behandling og genvinding af plast”, siger Tim Schønwald, Adm. direktør i Smørum Papir, og fortsætter: ”Det er rart at vide, at kunder og medarbejdere kan fortsætte på samme gode betingelser i Stena Averhoff”.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Jan Hoffmann, Adm. direktør i Stena Averhoff på telefon: 23 24 43 98
Tim Schønwald, Adm. direktør i Smørum Papir på telefon: 28 69 61 00
Fakta:
Stena Averhoff er Danmarks største landsdækkende specialvirksomhed inden for indsamling, behandling og genvinding af alle typer papir, pap og plast. Stena Averhoff er en del af Stena Metall koncernen, der er Nordens førende inden for bl.a. genvinding og miljøservice. Stena Metal koncernen er blev grundlagt i 1939. I Danmark beskæftiger selskaberne 450 medarbejdere.
Sammen tilbyder Stena's virksomheder kvalitetssikrede løsninger i forbindelse med miljøservice og genvinding af jern og metal, miljøfarligt affald, returpapir, plastik, elektronikskrot og øvrigt virksomhedsaffald.
Hjemmeside: www.averhoff.com www.stenametall.dk
Smørum Papir A/S har siden 1972 serviceret dansk erhvervsliv med genanvendelse af papir og pap. Op gennem årene er konceptet blevet udbygget i takt med kundernes behov og efterspørgsel samt i forhold til de altid gældende miljøkrav, således at der i dag ydes en meget bred landsdækkende miljøservice.
Smørum Papir A/S er et 100 % familieejet aktieselskab, hvor aktionærerne arbejder dagligt i virksomheden, der beskæftiger pt. 45 medarbejdere.
I forbindelse med salget af papiraktiviteterne skifter Smørum Papir A/S navn til Dansk Plastgenbrug A/S.
Hjemmeside: www.danskplastgenbrug.dk