Stena Jern & Metal har åbnet en ny filial i Kolding. Allerede nu modtager vi jern- og metalskrot, men på sigt vil også fraktioner som papir, pap og plast samt miljøfarligt affald komme ind på pladsen.
”Det er dejligt, at vi kan åbne en ny arbejdsplads i Kolding”, siger filialchef Michael Larsen og fortsætter: ”I december sidste år måtte vi lukke vores aluminiumsmelteværk ned og flytte det til Älmhult i Sverige, hvor Stenakoncernens øvrige aluminiumproduktion findes. Flytningen skete for, at vi kunne imødegå fremtidens udfordringer. Der er imidlertid stadig fire salgsmedarbejdere, som arbejder med afsætning af aluminium, ansat på kontoret i Kolding. Men smelteværket arbejder ikke længere der.”
På Metalvej 10 i Kolding er nu åbnet en Jern og Metal-filial, som modtager jern- og metalskrot fra både større og mindre erhvervsvirksomheder og fra private, som kommer og afleverer skrot på pladsen.
”Indtil videre er det en lille arbejdsplads med tre medarbejdere. I tider som disse foretrækker vi at starte lidt forsigtigt op og så tage et skridt af gangen”, siger Michael Larsen og afslutter: ”Med en etablering her i trekantsområdet er der et stort potentiale på sigt. Her er mange virksomheder og et stort opland med mange private, som har masser af jern- og metalskrot, de gerne vil have en god pris for. Når tiderne vender, vil vi naturligvis gerne være klar og fuldt etableret i Kolding, så derfor starter vi op nu – men i et lille set-up.”
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Filialchef Michael Larsen: 29 20 31 61 eller
Kommunikationschef Malene Boysøe: 20 51 82 10
STENA Koncernen er Nordens største genvindingsvirksomhed og håndterer fraktioner fra jern- og metalskrot, papir, pap og plast, elektronikskrot og miljøfarligt affald. Virksomheden beskæftiger knapt 400 medarbejdere i Danmark fordelt på 28 pladser rundt om i Danmark. Samlet beskæftiger koncernen ca. 3000 medarbejdere fordelt på 250 pladser i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Polen, Rusland, Tyskland, Tjekkiet, Østrig, Italien, Rumænien og USA.
Hjemmeside: www.stenametall.dk